Strandskoven i Rytzebæk

Om Strandskoven i Rytzebæk

Strandskoven i Rytzebæk er et smukt og unikt skovstykke med bøgetræer beliggende helt ud til stranden på Vestmøn. Skøn naturoplevelse!

Strandskoven i Rytzebæk er et af de smukkeste steder på Vestmøn. De store bøgetræer står helt ud til skrænten ved stranden, og er skattet af de lokale som et hyggeligt udflugtsmål. Fra skoven har man udsigt til hele Hjelm bugt og til Høje Møn i det fjerne. Strandskovens skrænter er dog ikke høje, men derfor er det også lettere at komme til vandet. Stranden er de fleste steder fyldt med sten, men i vandet er der ofte fin sandbund, og der er gode badeforhold indtil solen forsvinder ud på eftermiddagen. Et skønt sted at kombinere en picnic og en svømmetur – men husk at rydde op efter dig!

Det er ikke muligt at komme til stedet i bil, men gå- eller cykelturen dertil er også en del af fornøjelsen. Man kan bl.a. holde på parkeringspladsen ved Rytzebæk strand, og gå turen på ca. 1 km til skoven langs stranden (gå til højre, når I kommer ned på stranden).