Gemt i den gamle Fanefjord Skov ligger en restaurant som emmer af sjæl og charme. Fanefjord Skovpavillon blev bygget i 1883, og ligger fantastisk idyllisk i en skovlysning omgivet af høje bøgetræer. De hyggelige lokaler med bl.a. pejsestue, jagtstue og gildesal har rummet mange fester i tidens løb, og lokale benytter stadig faciliteterne til at fejre mærkedage.
Restaurantens værtspar byder velkommen med skiftende a la carte-udvalg lavet på skønne råvarer af høj kvalitet. Der tilberedes både velsmagende danske klassikere og menuer med et tvist af spændende komponerede salater og franskinspirerede lækkerier. Er I en gruppe på tur, er skovpavillonen også leveringsdygtig i en picnic-pose med forskellige appetitlige sandwichs, som man kan tage med sig i skoven – husk dog at bestille dagen inden.