Møn Gin workshops og rundvisninger

Om Møn Gin workshops og rundvisninger

Besøg øens lokale destilleri, som fremstiller håndlavet spiritus, udelukkende af urter, blomster, rødder og bær fra den vildtvoksende natur på Møn - en unik og dejlig oplevelse, præcis som Møns smukke landskab.

”En af de bedste gin jeg har smagt”, sådan lyder det fra mange, som har smagt den mønske udgave af den populære spiritus gin. Den mønske udgave hedder helt enkelt ”Møn Gin” eller ”Isle of Møn Gin” og er et klasse-eksempel på, hvor langt man kan komme med en klar vision og lokale råvarer.

Det er Sara og Uffe, som står bag den efterhånden ”Danmarksberømte” lokale gin, som er lavet udelukkende af ingredienser, som kan findes på Møn. Resultatet er blevet en autentisk og traditionel gin af høj kvalitet, som består af følgende urter og planter: Enebær, Angelikarod, Hybenrose, Hyldeblomst, Strand-Trehage, Gråbynke, Sødskræm, Rejnfan, Hvidkløverhonning, Citronmelisse og kridt fra Møns Klint.

Den eksklusive Gin produceres i meget begrænsede mængder og der laves kun ét batch om året. Så tøv ikke for længe med at købe, hvis du vil smage de lækre lokale gin-dråber.
Du kan finde Møn Gin i specialforretninger overalt på øen.

God fornøjelse!